23948sdkhjf

Julen koster medarbejdere dyrt i ferie- og fridage

Nogle gange er det en arbejdsgiverjul, andre gange er det en medarbejderjul.
Julen er for mange ensbetydende med tid sammen med familien. Men i år falder helligdagene i weekender, hvilket betyder, at der er fire arbejdsdage mellem jul og nytår.

Det får mange danskere til selv at sørge for ekstra fridage, så de får tid til familien.

I en ny undersøgelse foretaget af Wilke for Avisen.dk svarer 49 procent af dem med arbejde, der normalt holder fri i julen, at de enten afspadserer eller betaler med egne fridage.

42 procent skal arbejde mellem jul og nytår, mens omkring hver tiende svarer, at deres chef giver dem betalt fri.

Det overrasker ikke faglig sekretær i HK/Privat Charlotte Meyer, at så mange selv sørger for fridage i julen.

- Julen er en tid, hvor vi har en forventning om at skulle være hjemme og hygge med familien og får slappet lidt af, så det lyder ikke så underligt, siger Charlotte Meyer til Avisen.dk.

Hun medgiver, at det kunne give mening, at have en aftale med arbejdsgivere om et mere fast antal fridage mellem jul og nytår. Men når det går ud over helligdagene, så bliver det et overenskomstspørgsmål, som skulle tages mellem arbejdsmarkedets parter.

Og det har medlemmerne i HK/Privat ifølge hende ikke vist interesse for.

- At vi i overenskomsterne skulle arbejde for ekstra ferie mellem jul og nytår, er ikke et krav jeg har hørt fra vores medlemmer, fortæller Charlotte Meyer.

Chefkonsulent i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv (DE) Iben Posniak kan også godt forstå, at mange gerne vil bruge tid med familien. Men hun påpeger at helligdagene andre år slår ud til medarbejdernes fordel.

- Nogle gange er det en arbejdsgiverjul, andre gange er det en medarbejderjul. Sådan er det, og hvis man ønsker at have nogle fridage, så er det jo meget rimeligt, at man bruger noget af den ferie, man har til rådighed, siger Iben Posniak til Avisen.dk.

Ifølge hende får mange medarbejdere en ekstra uges ferie om året, og noget af den, kan man passende bruge på julen.

- Der er rigtig mange virksomheder, der har en sjette ferieuge, så er det vel også meget rimeligt, at medarbejderne bruger nogle af de dage, de ikke vil arbejde i julen, siger Iben Posniak.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094